Kender i det, hvor man virkelig bare har brug for at komme ud med alt sit lort til nogen? - Dumt spørgsmål i grunden, da det jo primært er bloggere der er her inde. Selvfølgelig kender i det! (Jeg undskylder på forhånd for at være plat i dette indlæg, da jeg er en smule halvfuld, og temmelig overtræt. Godt, så er i advaret.) Så.. I aften fik jeg lyst til at fortælle jer lidt om det liv, jeg til tider/til tider overhoved ikke har. I aften er en af de dage der hører under den sidst nævnte kategori. Jeg føler mig lidt fed, da jeg på vejen hjem fra byen valgte at proppe en hel bakke pomfritter i mig. Med mayo selvfølgelig. Når jeg er fuld, er begræbet mæthedsfornemmelse fuldstændig fremmed for mig, hvilket altid resulterer i temmelig voldsom mavepine. I aften var ikke nogen undtagelse, desværre. Jeg var nede og høre noget musik i "parken", sammen med nogle af mine venner. Skide hyggeligt faktisk! Det var en hel skovtur, som vi sad der på vores tæppe, med en picnic kurv, og de grimmeste, blå sponser-regnslag over os, fordi det pissede ned. Jeg gav en halvtredser for en pakke smøger, og endte som så mange andre gange med at drikke mig "lettere beruset" for at sige det på en pæn måde. Jeg har nu alt i alt haft en rigtig dejlig eftermiddag og aften, på trods af at jeg her på de første nattetimer hellere ville side hjemme og være doven, frem for at tage i byen. Jeg tror bare ikke rigtigt at jeg magtede det i aften, kender i det? - dumt spørgsmål igen, selvfølgelig gør i det.

Jeg troede at jeg så ham, op til flere gange faktisk. Indtil jeg opdagede, at det blot måtte have været hans dobbeltgænger. Han lignede fuldstendigt, men øjnende.. Øjnende, var ikke de samme. Hans øjne er fantastiske, fordi de udstråler så meget. Man kan se i hans øjne, at han er et godt menneske. Måske er det derfor jeg er så facineret af ham. Og jeg har brug for at fortælle det til nogen, jeg har brug for at fortælle det til ham! Men jeg kan ikke. Heller ikke, selvom jeg er fuld.

Jeg er så evigt, fucking, træt af mænd - sådan virkelig for alvor. Jeg er virkelig bitter fordi jeg føler, at jeg bliver ved med at vade rundt i det samme gamle lort. De samme, trælse typer.. Jeg er træt af min eks kæreste, der lige for tiden dater en pige, med den vildeste hårgrænse ever. Jeg er træt af min "hemmelige beundrer", og det faktum at jeg har samvittighed nok til faktisk at køre det vi har gang i, på trods af at han har en kæreste. Jeg er træt af.. Lad os kalde ham gulerødsganskeren, der endelig nossede sig sammen til at fortælle mig sandheden i går og sidst men ikke mindst er jeg træt af mig selv, fordi jeg midt i dette kaos alligevel har sagt ja til en date, med fitnessinstruktør. En fucking fitnessinstruktør!? - Hvad man dog ikke gør, for at please folk, oh dear god.. Det er på lørdag. Og jeg magter det ikke. Alligevel, nænner jeg ikke at aflyse det, for hvad kan jeg tabe på det? Det er jo bare en date. Måske er hr. Fitnessinstruktør faktisk rigtig sød, man ved jo aldrig. I bund og grund er jeg mindst ligeså træt af mig selv, som jeg er af mænd. Hvis ikke mere. Jeg har bare ingen rygrad længere, og min selvkontrol, som aldrig ligefrem har været eksemplarisk, lader nu til at være helt væk. Jeg tror helt seriøst at jeg tiltrækker de helt forkerte typer, med de signaler jeg sender. Problemet er bare, at jeg ikke aner hvad det er for nogle signaler, eller hvad det er jeg gør så forkert. Jeg har jo virkelig taget det med ro i den sidste måneds tid. Jeg har sagt til mig selv, at denne her gang, gider jeg simpelthen bare ikke mere pjat. Nu skal det være seriøst.

Ikke flere one night stands, ikke mere meningsløs sex, ikke mere flirten rundt med fyr - kun fordi han er lækker, og jeg er liderlig, ikke flere sindssyge drukture der først slutter klokken otte om morgenen. Ikke mere 'drik dig pisse stiv og glem det hele', ikke mere 'du ser godt ud, skal vi snave?' og ikke flere 'jeg går lige ud og brækker mig i busken, så kommer jeg og fester videre.' Jeg magter det ikke, jeg har ikke overskuddet til det længere. Jeg savner en at dele tømmermænds-søn dagen med. Jeg savner en, der kan se igennem det hele. Jeg savner en, der kan elske mig for den jeg er, og som stadig syntes at jeg ser godt ud, når jeg vågner næste morgen, med udtværet makeup og bollehår. Jeg savner en der ikke er pisse ligeglad. Nogle gange når jeg er i byen, ikke? Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er andre der har det på samme måde som mig. Om der mon er nogen, der inderst inde er ligeså ensomme som jeg. Der er ikke et eneste menneske i denne verden, der egentlig ville kunne gætte, at jeg faktisk er temmelig ensom. Også selvom jeg har mange, dejlige venner, Jeg føler mig ensom fordi jeg mangler en jeg virkelig kan betro mig til. En der elsker mig ligeså højt, som jeg elsker ham. En der ikke bare giver op når jeg bliver for besværtelig, men faktisk kan stå distancen. Findes der sådan en? - Jeg prøver virkelig at blive ved med at tro på det, men det er svært.

Jeg var i byen i går, men tog relativt tidligt hjem, fordi jeg egentlig i bund og grund ikke kunne se hvad jeg lavede der inde. Jeg var træt, bitter og sulten. Mine fødder var ømme og fyldt med sand, og jeg havde ikke flere cigaretter. Som sagt snakkede jeg med gulerødsganskeren, som jeg tilfældigt mødte på vejen. Vi har ikke snakket sammen, siden dengang vi havde noget kørende i april, så det var temmelig akavet pludselig at løbe ind i hinanden. Han tog det nu meget pænt, syntes jeg. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og som altid endte vi med at snakke om eks kærester. Det selv samme emne, som i sin førte os sammen. Det forholdt sig nemlig sådan, at ingen af os i sin tid, var kommet os over vores ekskærester. Vi stod i nogenlunde samme situation, havde ondt i hjertet, og savnede nogen at kunne dele de ensomme aftner med.

Efter nogle gange med ganske udmærket sex, besluttede vi os så for at give det et forsøg, for at se om der evt. kunne være noget imellem os. Helt oprigtigt, kunne jeg faktisk godt lide ham. Det kan jeg for den sags skyld stadig, men jeg har svært ved den måde det hele sluttede på. Jeg vidste jo godt at han ikke var kommet sig over sin eks, men ventede blot på at han ville fortælle mig det. Det gjorde han aldrig, hvilket resulterede i at jeg blev temmelig irriteret på ham. (Der var nogle lidt uheldige episoder..) Vi snakkede så det hele igennem i går da vi mødtes, og han fik endelig nosset sig sammen til at fortælle mig det. Da jeg så fortalte ham at jeg havde haft det på præcis samme måde, kom det virkelig bag på ham. Jeg kunne ikke lade være med, at blive en lille smule fornærmet over, at han virkelig kunne tro jeg var så dum. Virker jeg virkelig så uintelligent? - Man skulle være både døv og blind for ikke at kunne gennemskue, at han ikke var kommet sig over hende. Det var jo ikke ligefrem fordi man behøvede at være tankelæser, for at regne det ud. Og det er jo ikke hans skyld, det ved jeg godt. Jeg er bare træt af, at blive betragtet på den måde.
-
.. Og midt i alt seriøsiteten og brokken, er jeg lige nød til at afbryde og være pisse irriterende; Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har oprettet en ny blog på blogspot. En blog, der hovedsageligt kommer til at bestå af mine mere kreative skriverier - altså noveller, digte, sangtekster and so on.. Jeg har allerede langt en del der ind, så jeg vil afslutte denne blog med at lægge et stort, fedt, link ind:
www.Littelestthings.blogspot.com