- 14-03-2010 14:23 | 33 visninger | 4 kommentarer

Jeg nyder at ligge i min seng, begravet under dynen for øjeblikket og bare læse i en bog. Det bringer mine tanker et helt andet sted, hvilket jeg mildest talt også har brug for lige for øjeblikket .. min yndlingsforfatter er helt bestemt Stephen King, som jeg kan takke min bedste ven, for at have fået indblik i hans bøger, for.

Jeg kan bare godt lide den måde han formår at skrive på, det griber virkelig én! Sommetider ville jeg ønske, at jeg selv kunne sætte mig ned og skrive sådanne nogle fantastiske historier. Men der må jeg springe fra og sige, at det vist bare ikke ligger til mig.



1979 - The Dead Zone
1988 - Den Døde Zone, dansk udgivelse;

John Smith er en lærer der i begyndelsen af bogen kommer ud for et biluheld, der sender ham i koma i næsten 5 år. Efter sin opvågnen finder John ud af, at han er i stand til at få psykiske visioner. Han bruger denne evne til at fange en seriemorder, men opdager at visionerne udmatter ham og gør ham mere og mere syg.
En dag rører John ved en lokal politker, Greg Stillson, og får en apokalyptisk fremtid, hvor Stillson er blevet præsident for USA og forårsager en atomkrig.
Dette forfærder John, og han beslutter, at han ikke kan lade dette ske. Han køber en riffel og planlægger at myrde Stillson ved et vælgermøde. Johns plan slår fejl, idet han selv bliver skudt, før han kan få ram på Stillson. Under skududvekslingen beskytter Stillson sig bag et lille barn, og en fotograf tager et billede af dette, det gør at Stillson ryger ud af valget.


Dette her lille udskrift, er én af mine favoribøger bl.a. Og årsagen er simpel; fordi den er så gribende, man kan virkelig sætte sig ind i det som der sker og man bliver bare helt fanget af stemningen. Samt har jeg også fulgt med i nogle afsnit, da den blev vist som en serie i TV'et.

- 12-03-2010 16:21 | 18 visninger | 0 kommentarer

Fanget i min lille sværm af lykke, i min drømmeverden ..
Sommetider ville jeg ønske, jeg bare kunne ligge i sengen hele livet og bare fortsætte at drømme, fortsætte med at leve i min drømmeverden. For dér er alting perfekt.


Jeg ved ikke hvad det præcis er som fanger mig, men på en eller anden måde, er det altid den samme drøm jeg har, som bare fortsætter. Det lever sin egen historie, og den fascinerer mig virkelig! Når jeg vågner, er det ikke altid jeg husker hvad jeg drømte, men alligevel falder brikkerne altid sammen, hen på dagen.

Det hele starter med, at jeg vågner i min seng om morgenen og nyder solens stråler skinne ind ad mit vindue. Jeg får altid et smil hen over mine læber. Jeg gør mig klar, til at komme afsted i skole som jeg altid glæder mig til. Jeg er et par år ældre i drømmen, måske omkring 25 år gammel. 

Jeg tager mit overtøj på, min taske og låser døren efter mig. Og jeg opdager, at lejligheden er anderledes. En helt anden beliggenhed. Det er et sted, inde mod København af og lejligheden er større. Så finder jeg min cykel frem, og begiver mig afsted for at møde skolekammeraterne, og bare gå dagen i møde.

Det hele går godt, jeg er smilene og glad i kammeraternes selskab, vi pjatter og får noget ud af dagen. Så slutter det hele, og idet jeg træder udenfor, står der en fyr, med ryggen til mig men alligevel ved jeg, han venter på mig. 
Han vender sig halvt om, og idet jeg prøver at se, hvem han er ..


.. forsvinder det hele lige pludselig. Og jeg vågner op af min drøm, liggende og tænker over, hvorfor jeg aldrig når at se fyrens ansigt. Det eneste jeg kan se ved ham, er hans lyse kort, strittende og pjuskede hår og han er omkring 1.75 høj. 
Sommetider ændrer historien sig, men på en eller anden måde er det altid den samme fyr, som dukker op. Men jeg får aldrig set hans ansigt, sat navn på hvem han er.