nu han hjemme, og alt vi begge ønsker er at få det til at fungere, vi ønsker begge to at få en hverdag til at køre sammen.. men vi skændes, nogen gange om store ting, andre gange bare om, tja små lige gyldige ting; hvilken vej skal dynen vende? kan vi lade opvasken stå til imorgen? i kender det sikkert selv, der er 1000 ting!

jeg har aldrig været i et forhold hvor jeg har skændtes så meget med min kæreste.. jeg blir skør, jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal stille op??
det eneste jeg med sikkerhed ved er at jeg hverken bliver lykkelig eller glad, af at skændes hver evigeneste dag, hele tiden, over ting vi alligevel er pisse ligeglade med!! ..
jeg er bare  ikke stærk nok /: .. jeg troede, inderligt, at jeg kunne klare det hér.. men nu er jeg ikk så sikker mere

jeg har lovet min kære kæreste at være der for ham, og støtte ham. har lovet ham at hjælpe ham ovenpå igen - men nu er jeg bare bange for at han trækker mig med ned i faldet /: .. jeg er hverken psykolog, eller har oplevet noget forfærdeligt - jeg kender absolut intet til psykiske méen. hvordan reagere man ?? hvad skal jeg sige når han fortæller om det?? hvem skal jeg hendevende mig til?
det eneste jeg ved nu, om hjemvendte soldater med psykiske problemer, er at det ikke kun er hårdt for dem - det ødelægger meget meget mere end soldaten selv /: .. HJÆLP!!!!

jeg har 1.000 spørgsmål, og alt jeg kan er at græde ..
hvornår er nok nok??
hvornår ved man om bægeret er halv fyldt, eller halv tomt ?? /:

i ved det jo alle sammen, hvad der skete i forgårs; 1 drabt og 5 såret. vores kære soldater... hm, jeg ved ikke hvad jeg skal sige :/ min kæreste var iblandt

det gør så ondt og det er så skide svært! så kan man sidde her, 5000km væk fra ham, vide at han har det elendigt, og jeg kan ikk gøre en skid.
af alt det der skete har han været heldig, mere end bare heldig.. det er frygteligt, bare hans fortælling om det !
realiteten og den virkeligeverden er ikke for sjov - hold da op... havde virkelig aldrig nogensinde troet det skulle ske.. og nu hvor det er sket, kan jeg ikke andet end at takke for der ikke skete mere, takke for at min søde Martin stadig er iblandt os, takke for at det ikke gik værst ud over ham, takke for alt, inderligt alt.

med alt respekt for Sophia og Jesper(håber du kommer dig hurtigt), hvad havde verden været uden jer??

dumme verden.. fortæl mig lige hvorfor der skal så meget til før man finder ud af hvad der virkelig betyder noget ??

hvad skal jeg gøre nu? jeg er sønderknust.. prøver at holde hovedt oppe og humøret højt, i det mindste bare for Martins skyld. mine skønne veninder prøver virkelig at hjælpe mig, trøste mig og være der for mig, og det er så uendeligt sødt af dem: men de forstår det jo ikke :/ ...

forståelse kræver indsigt - og indsigt ønsker jeg ikke engang for min værste fjende!
Martin jeg elsker dig