- 04-03-2010 01:33 | 49 visninger | 3 kommentarer
du tænker at jeg er åndsvag, fordi jeg har indviget. ingen forstår det! hverken familien, vennerne, veninderne, omgangskræsen, ingengang du! - i kikker på mig som om jeg er tabt mit hoved et sted i fortiden?! i tænker at jeg lyver for jer, og i hvisker om mig.
kortene på bordet i hurtige facts! NU:
jeg er 18 år, har været sammen med min kæreste on-off et stykke tid efterhånden - og for en måned siden tog han til Afgahnistand, soldat - national helt. jeg valgte at vente på ham. valgte at være HANS kæreste mens han er i krig. ½år alene hjemme i Danmark! byture, veninder, sladder, dårlige nyheder om krigens omkostninger, hverdag - det hele bortset fra dig.
mine veninder forstår ikke at jeg gider vente, at jeg kan holde savnet ud, at jeg vil leve i en drømme verden, at jeg vil leve med forestillingen om et perfekt forhold når du kommer hjem - en forstilling Taliban med ét skud kan udelægge! mine veninder siger at jeg nedbryder mig selv, indefra og smertefyldt. de siger det var et dårligt løfte at gi dig inden du rejste, at jeg ville være her når du kom hjem, men de kan stadig ikke svare mig på hvad det er jeg går glip af ved at vente på dig?! - en ny fyr hver gang jeg er i byen, ihhh ja wuuuuhuu. hvad fuck skal jeg bruge dem til? hvad for jeg ud af det? - en omgang halvdårlig fordrukken sex?? - sorry, men så er min Martin altså godt nok meget mere værd ! værd at vente på.
trods at man er gået hen og blevet trængende, så er det ikke sex jeg glæder mig til når Martin kommer hjem, dét nærvær. det er der bare ingen der forstår :s ! og jeg kan kun spørge mig selv hvorfor?! ( i knepper jo heller ikke jeres venner eller forældre for den sagsskyld, det er jo ikke derfor vi elsker dem, det er fordi de altid er der.) jeg har tænkt og jeg har også valgt. det tog ikk ret lang tid! - desværrer er jeg bare alene om min beslutning. min familie spørg tit til hvordan det går med Martin, og når jeg så fortæller ... tja, så stråler ligegyldigheden ud af deres spejlblanke øjne! måske man skulle besøge Martins familie... please, fortæl mig hvad jeg skal gør?
har tænkt mig at vise hele verden - at den tog fejl! det hedder stadig Sanne&Martin om ½år, og vi vil sammen være stærkere end nogensinde før! (undskyld sproget alle sammen - det blev bare nødt til at komme ud) - idag fik jeg nok af at høre alt det destruktive kritik! jeg er sku ikk forkert, bare fordi jeg er forelsket!
- 28-02-2010 14:48 | 19 visninger | 0 kommentarer
verden er farlig!
Men der sker ikke noget !!! - og det gjorde der heldigvis heller ikke i dag.. men det var tæt på.. kan ikke snakke om det. krig er noget værrer noget, det duer slet ikke!
jeg elsker dig skat, vil aldrig miste dig! & vil aldrig nogensinde mere være tæt på!
Martin & Sanne :')
- 27-02-2010 18:20 | 21 visninger | 0 kommentarer
det er et stort spørgsmål når man pludselig skal til at tage stilling til hvad man vil med sin krop når man dør. hvad vil jeg? vil jeg donere eller vil jeg ikke donere?- vil jeg give det vidre, hvis det mest utænkelige skulle ske?
et eller andet sted er det, for mig, ikke et spørgsmål mere, for jeg har besluttet mig. og jeg vil forlade denne jord fin og urørt. bare tanken om at nogen skulle soppe mig i småstykker når jeg ikke lever mere, pille ting og sager ud af min krop, for at give dem vidre til nogen ander, kan jeg slet ikke håndtere.
efter min mening er menneskene ikke til for at dele noget så personligt som indre legmer. det er simpelthen for ulækkert!! hvad gjorde man ikke i fortiden? - hvis man var syg dengang så vare det bare ærgeligt. dengang var man død når man dør! og den tankegang har jeg det bedst med..
min mor er stik modsat - hun mener at når hun alligevel er død har hun ikke noget at bruge det til alligevel. måske kan hun rede en andens liv?! men hvis hun gør dét, så er det jo ikke hele min mor jeg skal sige farvel til!! tanken om at der ville være mere tilbage af min mor et sted; måske naboen, måske hende der altid hilser nede ved købmanden, måske min lærer ... arrrrrrh, det er simpelthen så underlig en tanke. jeg ved ikke om man kan kalde den en egoistisk tankegang jeg har, hm?! måske. men hvis det var mig der maglede ville jeg heller ikke modtage! JEG VIL IKKE. det er ikke mit, og jeg vil ikke ha det. det er i mine øjne så forkert og ækelt.
mit liv er helt sikkert værd at redde, hvis det utænkelige skulle ske. jeg er lykkelig som jeg har det lige nu, og har alt det jeg behøver for at have en færdigfuld tilværelse. det er ikke dét! - det ville være dobbetmoralsk at modtage uden at indvige i at give! min mor er den eneste der kender til min indstilling, det er ikke ret mange dage siden vi snakkede om det, og hun har gjordt mig meget i tvivl! ikke på min indstilling, men på hvor meget jeg kan stole på hende..
hvad nu hvis jeg bliver ramt af bussen imorgen, og wuptii så vågner jeg op, kun fordi jeg har modtaget to nye lunger og 10 liter blod!!!! jeg ville aldrig ønske at vågne sådan! så er det ikke mit liv mere, så er det ikke mig.. jeg er ikke sikker på min mor helt forstår det, og udfra hendes ord at dømme, så vil hun ikke lade mig dø i sådan en situration. jeg håber inderligt hun aldrig skal tage stilling til mit liv. aldrig, jeg er så bange for at hun ville trodse mig.. jeg er udødelig !
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Oprettet: 24. jan. 2010
Login: 07-03-2010 22:33
Uploads: 11
Blog indlæg: 15
|
|
|
|
|
|
|
|