... men det er også min ferie og jeg tror bare lige, jeg har brug for at sidde her lidt og hælde vand ud af ørerne. Eller hvad man nu siger. Med fødderne oppe i sofaen, et tæppe henover benene og James Morrisons nyeste album blidt flydende ud af Spotify. 

I dag og imorgen har jeg fri. Så skal jeg arbejde onsdag, have en dejlig dag med min søster, Langer og Morrison torsdag og fejre mig selv fredag. Jeg vender hjem til vestkysten for en kort stund og når jeg vender tilbage til dobbelt A-rhus, står den på arbejde i tre uger, non stop, hvis vi ser bort fra søndage (og de (mange) dage, hvor jeg får tidligt fri, fordi der alligevel er helt kundeforladt). Hej ømme fødder, hej husk at nyde din frihed, mens den er her. Om en måned; hej kandidatstuderende. Vanvittig verden. 

Og ellers sker der ikke det store i Berry-land. Jeg går rundt og undrer mig over, hvor lidt migræne jeg har. Igår havde jeg en omgang, som dog aldrig blev så slem, at jeg absolut intet kunne holde ud og det forsvandt efter en panodil, en ipren og en eftermiddagslur. Og så var det ellers en måned siden at den slags strejfede mig sidst. I mellemtiden har jeg haft lidt hovedpine, som blev fikset med en treo. Det er en ufattelig lettelse, selvom jeg har svært ved at se, hvad der har ændret sig. Hvorfor jeg havde en periode med migræne flere gange i ugen og hvorfor jeg nu kan nøjes med en gang i måneden. Jeg ved ikke hvorfor, men der er vist ikke andet for end at omfavne det og nyde friheden, som det bringer med sig.

Så går jeg stadig rundt og bliver skruk med jævne mellemrum og pisseskræmt over, at den fremtid som altid virkede så langt væk, står og banker på døren. Hvad vil jeg egentlig med min uddannelse og kan jeg komme til at lave det eller kræver det mere uddannelse? Hvad vil jeg skrive min kandidatafhandling om? Er jeg overhovedet klar til at være voksen nok til den slags? Kan jeg tænke så store tanker? Selv med en bachelor i rygsækken kan jeg blive i tvivl om, om jeg er klog nok til at være her. På universitetet. Er jeg klar til at skulle kæmpe for at lave min egen karriere eller ville det have passet mig bedre at læse til noget, hvor arbejdslivet ligger til højrebenet? 

Fremtiden virker så pisselangt væk, kæmpe stor, skræmmende nærværende og klaustrofobisk. Det er til at blive helt forvirret og frustreret over. 

Og nu mistede jeg tråden, så det var vist bare dét jeg ville sige. Hej.