De er ikke tårnhøje, men de er der faktisk. De tager mig med bukserne nede hver evig eneste gang, de stjæler håbet fra mig. Og hvem er jeg så? Hvem er jeg uden mine forventninger og mine håb? Hvor står jeg så? Jeg står her!
Jeg har lært at leve med det. Og hver eneste gang siger jeg til mig selv, at jeg ikke må have for høje forventninger. Men jeg har ikke høje forventninger. Slet ikke. Og alligevel bliver de ikke opfyldt. Jeg kunne måske forstå det, hvis jeg forventede det ekstreme af ham. Men alt, jeg beder om, er bare en lille besked.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.

Alrightstill, 20-11-2009 14:21 .. og blive til den søde, omsorgsfulde person han var i starten. Havde jeg stået i din situration, havde jeg gjort præcis det samme. Og jeg har gjort det - adskillige gange. Resultatet har bare aldrig været godt. Jeg tror at den eneste løsning der er på det, er at snakke med ham om det hele. At opstille nogle krav for, hvordan DU gerne vil have jeres forhold til at køre, så det hele ikke bare kører efter hans næse. Det kan det nemlig ende med.

Alrightstill, 20-11-2009 14:19 .. Ikke at jeg siger at dit forhold er usundt, for det kan jeg jo slet ikke vide, jeg kender jo værken dig eller din kæreste. Men udfra hvad du skriver, kan jeg kende mig selv i meget af fustrationen, og den der opgivende følelse. Det er ikke så underligt, at du ikke bare skrider fra ham, fordi han opfører sig som han gør. Du tror og håber jo stadig rigtig meget på, at han skal vende på en talerken..

Alrightstill, 20-11-2009 14:17 Jeg tror faktisk godt, at jeg kan forstå dig. Har selv stået i samme situration som du, op til flere gange. Dog ikke med et så langvarigt forhold - der ligger forskellen måkse. Men jeg kender følelsen af at sidde og vente på, at idioten tager sig sammen, og viser at han elsker en. At man får noget af alt det tilbage, som man giver. Indtil videre har jeg igennem mit liv haft tre forhold, der var dissideret usunde, og skadelige for mig..

tildeziegler, 20-11-2009 11:27 Nu kender jeg dig ikke. Eller dit forhold, kun udfra hvad du selv skriver herinde, men jeg forstår dig virkelig ikke, at du bliver ved. Han skuffer dig jo rigtig meget og han virker jo ligeglad. Når han så ikke gør, så tilgiver du ham med det samme, men han vil skuffe dig igen. Jeg synes, at du fortjener en fyr, som faktisk gider dig, og viser det.