Jeg havde glædet mig til, at han skulle komme. Talt ned, faktisk. Men så snart han trådte ind af døren, kom jeg i tanke om, hvad der sker, hver gang han er her.

De havde travlt med at høre alt, hvad han havde at fortælle. I starten lyttede jeg lige så ivrigt som dem, for jeg har jo savnet ham.. Virkelig meget, endda. Men efterhånden blev det lidt for meget. Hvis jeg havde noget at sige, blev det hurtigt fejet væk. Samtalen skulle drejes tilbage på ham hurtigst muligt, for han er det vigtigste.
Vi ser alle sammen op til ham på et eller andet niveau - men de tilbeder ham. Slikker hans fødder, tørrer hans røv, lytter til hans evige fortællinger. Så snart han er inden for døren, drejer alt sig om ham. Enten fortæller han om skolen og hovedstaden, eller også fortæller vi ham om alt, hvad der sker heromkring. Størstedelen af tiden går dog på, at han snakker, og de lytter med åbentstående mund. Jeg sidder lidt i baggrunden og bliver godt og grundigt ignoreret. Nej, ikke engang ignoreret... Glemt.

Men samtalen kunne faktisk godt handle om andet end ham - nemlig mig. Og skolen. Det emne, som ikke ligefrem er det mest populære herhjemme for tiden. Jeg ville have foretrukket bare at snakke om ham i stedet for.
Han skulle selvfølgelig blande sig. Sige, at jeg skal tage mig sammen og gøre noget ud af tingene. Ret ynkeligt, egentligt. Da han gik i skole, var han klassens pauseklovn, som ikke gjorde en skid ud af noget. Men når det er min tur, er det selvfølgelig noget heeeeelt andet.
Right.
Jeg er jo ikke engang pauseklovnen. Jeg er bare pigen, som er træt af skolen og ikke gider spilde min fritid på at lave ekstraopgaver, bare fordi min hjerne duer til det. Det prøvede jeg at forklare ham... Men han var bare så fucking bedrevidende og kom med den der: "Ja, vi kan prøve at snakke om det igen om otte år..."
Fuck ham. Jeg er ikke, som han var. Lige i øjeblikket har jeg bare større ting at bekymre mig om end 10-tallet, der kunne have været et 12-tal.

Den her weekend skulle forestille at handle om os. Og om den sport som jeg elsker.
Men når han er her, findes der kun ét midtpunkt. Den "unge mand", som altid har ret. Jeg ville ønske, at han ikke var så højt hævet over alle os andre. Et øjeblik troede jeg rent faktisk, at han var den eneste, som forstod mig.
... Men så kom han hjem igen, og jeg indså, hvor meget jeg har løjet for mig selv.
Jeg har ikke brug for en faderrolle i mit liv. Desuden er han bare min bror. Så måske skulle han begynde at blande sig udenom og lade mig begå mine egne fejl frem for at fortælle mig, hvad jeg skal gøre.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.