For et år siden gennemgik jeg den vel nok sværeste tid i mit liv. Jeg troede at jeg vidste hvad jeg ville da jeg rejste til efterskolen.

Indtil da havde efterskolen været et spørgsmål om hvad jeg skulle pakke, hvordan at det mon ville være at fungere i en stor flok. Nervøsiteten var der, men det var en positiv nervøsitet fordi at man havde stå store forventninger.

Hvad jeg ikke havde regnet med var at denne flok havde en pris for at man skulle kunne fungere i den.  Det var ikke noget med mobning men langsom men sikkert forsvandt det som var mig. En efterskole er ikke som derhjemme. Der er ikke nogle eneværelser. Man går på stilke for at finde ud af hvad der passer værelseskammeraten og hvad som tænder denne af. Nogle elever på gymnasiet har sagt at det er ligesom et ægteskab men uden sex. Jeg er som udgangspunkt den flinke pige. Jeg vil ikke støde andre mennesker med vilje, men jeg vidste jo ikke hvad der var ok med min roomie og hvad som kunne fornærme hende dybt.

Det eneste sikre metode jeg kendte til var at tie. Den som ikke laver noget, ikke tager initiativ, laver ikke noget galt. Jeg tror at Tina, min roomie, egentlig havde det på samme måde. Jeg ved det ikke, vi fik aldrig talt om det. Den dag i dag ved jeg ikke hvor at hun kom fra, om hun havde søskende og hvilke interesser hun havde. Det var heller ikke nødvendigt at vide for vi vidste efter 3-4 timer at dette fællesskab om tavsheden vil få en ende før at skoleåret var slut.

Min far som arbejder med nogle personaleudvikling siger at man kun behøver ca. 10 sekunder for at kunne bedømme en persons karaktertræk og det er rigtigt vigtigt fordi at personaleudvikling ikke er billig. Kurser i dag koster nemt 10-15.000 kr. for en uge og bygger man en medarbejder op uden at sikre sig at der er et fundament er denne investering spildt. Der er derfor vigtigt at man ikke åbner for godteposen for tidligt. Det instinkt sløves på efterskolen. Den naturlige barriere som man har lærer som det første af sine forældre for ikke at hoppe i med begge ben, når f.eks. en gammel gris vil have et billigt dyt i bamsen på Arto udvises langsomt men sikkert fordi at ønsket om at være en del af fællesskabet træder frem på bekostning af alt andet.

Men skal der ikke være lidt tilbage? Kender vi ikke det at vi har været sammen med en hvorefter at denne forlader en fordi at der ikke er mere tilbage at fortælle om? Det er som om at når man åbner sig på det åndelige plan så føles det næsten om at man har mistet lige så meget på den front som da man for første gang hengav sig til en fyr. Man får det ikke tilbage. Man kan ikke gøre det om.

Alt det som man ikke kan få igen, hvis man blev på skolen og solgte ud af sig selv, kom til at fylde så meget hos mig at jeg tog beslutningen om at rejse hjem igen.

Hvis en ny efterskoleelev kom til mig i morgen for at spørge mig til råds, vil mit første råd være det næsten umulige: Vær dig selv?

Det vil være et umuligt råd, men det er svært at forklare en udenforstående. Desværre skal man have prøvet at være der, at blive knækket, for at kunne forstå det.