Jeg er så sur!
Jeg sidder og læser på TV2 om
de syge psykopater, der ringer op til efterskoler og chikanerer eleverne ved at lade som om at de er læger og psykologer.
Der har aldrig været en sortere periode i mit liv. Tiden uden for mit hjem har kastet skygge over mit liv siden og har gjort det svært for mig at glæde mig over ting.
Jeg husker så tydeligt hvor meget at jeg konstant var bange for at der skete noget derhjemme. Javist var der en del af mig som var fyldt med bitterhed over at være placeret udenfor livet. Den skjulte vrede over at være sendt væk. Den skjulte vrede over at være kasseret som barn.
Men hvis der virkelig var sket noget med mine forældre så ved jeg slet ikke hvordan at jeg kunne være kommet videre hvis det sidste minde jeg måtte have om mine forældre var en afsked i vrede og bitterhed!
Jeg tror at man skal have prøvet det for at forstå hvor meget at man kan savne det, man skulle kunne tage for givet.
Det de ukendte psykopater laver der, er så sygt som noget overhovedet kan blive.
Føj, siger jeg bare
Føj!!