Så er der sket en del igen.

Var nede ved min fys i mandags, det var almindelig holdtræning. Imens vi er igang med vores individuelle øvelser går min fys, M, rundt og snakker med hver enkelt af os, lige for at høre hvordan det er gået siden sidste uge. M begynder at spørge ind til hvordan jeg har det og hvorfor det blir ved med at gøre ondt. Efterhånden kommer han ind til kernen, for jeg blir meget påvirket af det, tårerne kommer lige så stille frem. M er heldigvis ret god og vi snakker frem og tilbage om det, han mener det vil være godt for mig at blive sygemeldt fra arbejde et stykke tid, for der er ikke meget tvivl om at det er pga stress at det blir ved med at gøre ondt. Men det var en god snak vi havde, han er også den der kender mig bedst mht. min skade da han har set mig ca. én gang om ugen siden ulykken, dvs. i næsten 5 måneder.

Ja gisp, det er faktisk 5 måneder siden på lørdag. Det er næsten et halvt år efterhånden jeg har døjet med de smerter. Det er faktisk halvdelen af tiden jeg har været ansat på mit arbejde. Egenligt utroligt at tænke på...tiden går........

Efter jeg kom hjem fra fys-træning i mandags gik jeg i seng. Var utrolig træt, både fysisk og mentalt. Sov et par timer og var så vågen hele aftenen. Kunne selvfølgelig ikke sove senere, tror først jeg faldt i søvn ved 3 tiden om natten. Næste morgen var jeg helt færdig, havde virkelig svært ved at komme op. Skrev en sms til R om at jeg kom lidt senere fordi jeg havde fået en akut tid ved min kiropraktor, blev nødt til at gøre noget, kunne ikke været taget på arbejde i den tilstand alligevel. Men det gav mig et par timer ekstra jeg kunne sove i. Havde dog svært ved at sove igen, tænkte alt for meget. Senere da jeg så endelig kom op ringede jeg til min læge for at få en tid. Ville snakke med ham om at blive sygemeldt fra arbejdet et stykke tid + forsikringsselskabet også skulle bruge en lægeerklæring fra ham. Kunne få en tid samme dag kl 15, den snuppede jeg, og så ringede jeg ud på arbejde og meldte mig syg for den dag. Det var en mærkelig dag, følte næsten at jeg var helt ved siden af mig selv.

Min læge var heldigvis til at tale med, han gav mig den sygemelding. Men jeg fik kun 14 dage i første omgang på fuldtid og så en deltidssygemelding derefter, det var noget med at hvis han gav mig en måned til at starte med, så skulle Jobcenteret involveres også, og det var der ingen grund til...i hvert fald ikke lige med det samme. Men jeg fik da 14 dage til at komme lidt ovenpå, det lettede helt enormt.

Mødtes med I efter jeg havde været ved lægen, hvor vi først var ude og få en kop varm kakao, og bagefter overtalte jeg ham til at prøve sushi. Vi havde en rigtig hyggelig aften, var virkelig dejligt at snakke med ham om det hele. Kan mærke at han forstår mig og dømmer mig ikke uanset hvad jeg gør eller fortæller ham. Han er virkelig en rigtig ven, og det betyder virkelig meget for mig at have ham i mit liv.

Allerede da jeg kom hjem om aftenen kunne jeg mærke hvordan smerten var lettet i ryggen, "kun" fordi jeg ikke behøvede at tænke på arbejdet. For dælen det var rart. Er længe siden jeg har haft det så godt i ryggen, ja længe siden jeg har haft det så godt rent mentalt i det hele taget. Og også nu har jeg det rigtig godt, så det bekræfter jo kun at det var den rigtige beslutning at få en pause fra arbejdet.

Har også tænkt på om det virkelig er sådan jeg vil leve mit liv, altså om det er den slags stressende arbejde jeg har lyst til. Hælder mere og mere til at det vil jeg ikke. Hmm, kan egentligt godt li mit arbejde og de arbejdsfunktioner jeg har, har nogle skønne kolleger og vi har det faktisk ret godt derude. Men stressen, der hele tiden lurer, faktureringskrav vi hele tiden skal leve op til, det er ikke det værd, der er andre og bedre ting i livet end at udsætte sig selv for det i længere tid. For det er jo ikke kun lige en periode vi skal over, det bliver ved, vi skal hele tiden arbejde hurtigere og fakturere mere og mere. Min grænse er ved at være nået! Kunne garanteret godt have fortsat et stykke tid endnu hvis det ikke havde været for min ryg, men på et eller andet tidspunkt ville jeg være brudt sammen alligevel. Så er mere og mere enig med mig selv i at jeg skal ud og søge noget andet. Nævnte det lige for P idag, en rigtig god kollega og nok også ham jeg vil savne aller mest derude fra. Han har det på samme måde, men er sikker på at vi nok skal holde kontakten efterfølgende også. Han er også træt af at være der, og han fortalte også idag at nogle af de højere chefer var nede og brokke sig lidt over et eller andet, hvor han så fortalte at vi ikke kunne nå det da vi jo skulle fakturere i stedet. Ved ikke om de slet ikke ved hvor hårdt det egentligt er at få svinget pisken over os hele tiden. Men på et eller andet tidspunkt fatter de det vel. Håber også lidt på at min sygemelding gir dem lidt at tænke over. Tvivler dog på at det gir noget mht. arbejdsmiljøet.

Havde den dejligste dag igår. Skulle ha været til Kbh med arbejde til et møde og havde så aftalt med K at vi skulle mødes bagefter og så havde vi en hel eftermiddag sammen. Men pga sygemeldingen så aflyste jeg mødet, men tog til Kbh alligevel. Tog toget da jeg derved slap for at sidde "fastklemt" i bilen, var ikke sikker på at min ryg ville have særlig godt af det. K mødte mig på hovedbanen og vi gik så lidt rundt for at finde et sted at få lidt frokost. Det var rigtig hyggeligt, nyder virkelig hans selskab. Han kan få mig til at smile af igenting og til at grine af endnu mindre. Han får mig virkelig til at føle mig rigtig godt tilpas. Han har de dejligste øjne, som jeg bare kan svømme hen i, og nyder at han har det på samme måde som mig. Nyder at jeg kan se på ham at han er vild med mig, nyder at vi bare kan være virkelig os selv i hinandens selskab og ikke behøve at tænke på hvordan man fremstår overfor den anden.......kun være helt sig selv...men stadig være helt vild med den anden. En dejlig fornemmelse.

Kan også mærke at jeg blir mere og mere glad for ham, er måske lidt småforelsket efterhånden. Holder ellers meget igen, ved jo at han står i en træls situation, som han først skal ud af, og ved at det vil blive sååååå ; hårdt jo længere tid der går. Så for at beskytte mig selv blir jeg nødt til at holde igen. Jeg prøver virkelig...men det blir sværere og sværere...

Senere gik vi i biografen for at se Duplicity med Julia Roberts. Faktisk en rigtig god film. Vi sad hver med vores jakker over os (det var faktisk også lidt køligt inde i salen) og med en hånd ovre under den andens jakke for at nusse lidt. Der skete egentligt ikke ret meget, men det var alligevel ret frækt og lidt kinky at sidde sådan. Faktisk rigtig dejligt.

Senere gik vi ind på en café, hvor vi sad og snakkede og fik varm kakao. Og hvor jeg kunne fordybe mig i hans dybe og dejlige øjne. Puha, der var det at det gik op for mig, at jeg vist er ved at falde lidt for ham.

Nå, nu ringer han på Skype og har virkelig glædet mig til at snakke med ham hele dagen.